Klatre interview med Annika Buβ

Klatre interview med Annika Buβ

Hos CAMPZ er vi vilde med sport og friluftsliv og deriblandt også klatring. Klatring er de sidste par år blevet utrolig populært verden over, og man ser flere og flere tage på klatreferier. Ikke nok med at du får godt med motion, du skaber også et nyt netværk. Vi har snakket med klatreren Annika for at høre hvordan man bliver bidt af klatring, hvad hun har lært og hvorfor hun bliver ved.


Starten på et klatreeventyr

Jeg hørte første gang om klatring, da jeg mødte en fyr - han kunne slet ikke holde op med at fortælle om sin største passion. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvad der kunne være så fantastisk ved det, men besluttede mig for selv at tjekke det ud. Spol så tiden fem år frem: Klatring har nu fuldstændig overtaget min sociale omgangskreds, min fritid, mine ferier, min instagram og den omtalte fyr? Han er nu min kæreste. I bund og grund blev klatring hurtigt en stor del af min hverdag. For nylig er jeg endda begyndt at undervise unge piger i klatring. Jeg bruger mest tid på bouldering og free climbing - der ikke er det samme som free solo, og det den berygtede Alex Honnold gør. Jeg foretrækker at klatre på rigtige klippesider, men da jeg bor I Berlin, træner jeg ofte inden døre.

I begyndelsen føltes hele klatrekonceptet vildt for mig. Hvorfor forsøge at bestige en klippe på den sværest mulige måde? Hvorfor ville nogle lave regler for denne proces? Hvorfor slæbe kilovis af udstyr med sig blot for at nå de bedste højder? Hvorfor udsætte dine knæ for skrammer, dine knoer for rifter og muligvis bringe dig selv i livsfare bare for at nå i mål med en bestemt rute?

Jeg gætter på, at klatring er vanedannende, for nu kaster jeg mig rutinevist ud i alt det nævnte og mere til. Og det er så meget umagen værd!

Sikkerhed og den sidste viljestyrke

Klatring gjorde mig i begyndelsen så frustreret, at jeg var lige ved at give op efter at have fejlet et enkelt træk hundrede gange. Det fik mig til at blive seriøst bange for min egen sikkerhed. Det er lige meget, hvor erfaren du og din klatrepartner er, og hvor sikkert jeres udstyr er – klatring er en ekstremsport og undlader ikke at minde dig om det af og til. Jeg forsøger at prioritere min sikkerhed, og jeg overvejer grundigt risici og muligheder, men det er ikke muligt at forberede sig på alt.

Jeg kan huske den rene rædsel, da det går op for mig, at fodfæstet, der kort forinden bar hele min kropsvægt, forsvinder for et kort øjeblik, og jeg faktisk falder. Jeg var heldig den dag. Jeg havde allerede fastgjort rebet den første karabin, og min klatrepartner reagerede hurtigt og korrekt. I et andet tilfælde klatrede jeg selvsikkert mod den første bolt i en rute, der var cirka 5 til 6 meter fra jorden. Lige da jeg var ved at sætte min hånd i en revne, hører jeg gennemtrængende susende lyde. Jeg hiver min hånd tilbage, holder fast i klippesiden og kigger ind i revnen for at opdage en hel familie af hasselmus, der ser arrigt på mig. Klatring nedad er langt hårdere end klatring opad, så jeg vælger at finde en vej rundt om revnen med langt sværere bevægelser end forventet og uden endnu at være sikret. Jeg forsøger at forholde mig roligt og stole på mig selv og mine evner – aldrig i mit liv har jeg været gladere for at fastgøre en karabin. Jeg lærte klart noget den dag: Hvis ikke det er muligt at vende tilbage, bliver du nødt til at fortsætte!



Udfordre dig selv til at blive bedre

Klatring har også givet mig nogle af de gladeste og stolteste øjeblikke i mit liv, og heldigvis er det dem, der fylder mest. For eksempel at forsøge mig med det umulige træk for tusinde gang, og endelig lykkes det! Jeg får så meget ud af klatring. Selvfølgelig findes der uendelig mange ting at lære omkring teknik, fysik og taktiske evner samt udstyr, knuder osv. For mig havde det mentale aspekt størst betydning for mit liv. Klatring udfordrer mig konstant. For at mestre det, bliver jeg nødt til at håndtere det pres, det udsætter mig for. Jeg bliver nødt til at overvinde frygten for at fejle. Jeg forsøger så vidt muligt at bevare et positivt sind. Det gør klatring sjovere og hjælper mig med at nå mine mål. Så simpelt som det måske lyder, har jeg lært, at jeg bliver nødt til at gå efter noget, hvis jeg vil have det gjort. Det hjælper mig til at klatre bedre, og vigtigst af alt, det lader mig selvsikkert navigere udfordringerne i mit liv.

Klatring introducerede mig også for de bedste venner, jeg overhovedet kunne forestille mig. De deler min passion (og mit vanvid), vi træner sammen, hepper på hinanden og er ovenud glade, hvis en gennemfører sit projekt. Vi lægger også vores liv i hænderne på hinanden med jævne mellemrum, hvilket muligvis er årsagen til, at klatrevenskaber bliver så intense.

Jeg holder af at hænge ud med alle mine klatrevenner, men mine kvindelige klatre-kolleger er dem, der har haft størst indflydelse på mig.

Nike Free RN 2


Kønnenes klatre kamp

Klatring er en sport, der giver lige store udfordringer uanset køn, og i klatring finder du løsninger, der passer til din kropstype og dine evner. Jeg oplever, at kvinder i lige så høj grad som mænd har evner til at klatre, ikke mindst på amatørniveau. Men selv når vi ser på verdens bedste klatrere, bliver skellet mellem mænd og kvinder mindre og mindre. Trods det er klatring fortsat en mandsdomineret sport.

Menneskeskabte ruter i sal og anlagte ruter ude og inde favoriserer ofte kropstyper (såsom at være høj), der associeres med mænd. Selvom klatresamfundet som regel er åbensindet, er der stadig en tendens til sexistiske kommentarer og skeptiske blikke og så de der gutter, der altid klatrer med bar overkrop. Med andre ord er der stadig en del arbejde at gøre på området, men tænker jeg på de frygtløse og stærke kvinder, jeg kender, bekymrer det mig ikke så meget endda.

Trods alle udfordringer, gør klatring mig glad og selvsikker. Jeg elsker at lære nye ting, jeg elsker at udfordre mig selv og jeg elsker at opholde mig udendørs og hænge ud med mine venner. Klatring inspirerede mig til at blive et stærkere menneske, og jeg håber, at det vil gøre det samme for alle jer, der giver det et forsøg.


Det kræver sin del, at holde sig fit til klatring. Vi har været så heldige, at få indsigt i Annikas træningsprogrammer

Social Media

Copyright © campz.dk – Alle rettigheder forbeholdes