Mine seje veninder
De er ikke berømte. De optræder ikke på forsiden af aviserne (selvom de alle er mere end værdige til at få deres egen artikel). De lever helt normale liv som de fleste af os andre og de går på arbejde hver dag. Men 'rutine' er ikke et ord der eksisterer i deres ordforråd. Ved siden af deres hverdagsliv sparker hver af disse kvinder i sandhed røv i deres respektive discipliner!
Selvom de er beskedne omkring deres præstationer, så beundrer vi dem for deres utrolige styrke og passion. Mød de ægte kvinder som inspirerer os.Whitewater kajaksejlads
Anna
Når hun har hængt sin kittel på plads og færdiggjort sin vagt på hospitalet, bliver Anna dronningen af de vilde vandstrømme. Vinter eller kulde skræmmer hende ikke. For hende er kajaksejlads i bjergene ikke kun en hobby eller et skud andrenalin; det er en livsstil – alt andet er sekundært. Takket være kajaksejlads har Anna oplevet store dele af verden og fået en stor vennekreds. Det har dog ikke altid været let: Anna havde ofte lyst til at give op i starten. Hun kan ikke forklare hvorfor hun ikke bare kastede håndklædet i ringen og holdte sig til aktiviteter på land, men hun tror det måske var et spørgsmål om ren stædighed.
Anna arbejder også hårdt for at promovere den usædvandlige sport. Hun tilbyder ikke bare træning; hun har også sin egen YouTube-kanal, hvor hun rådgiver andre omkring hvordan man starter på kajaksejlads og så lægger hun forskellige instruktionsvideoer op. Hun opfordrer også folk til at opleve byen fra flodsiden. Anna elsker at padle om vinteren: for hende er det en god måde at forblive aktiv på og få noget fred og ro. Hendes mål er at blive ved med at udvikle sig og promovere kvindelig kajaksejlads.
Softball
Hvis man har fulgt denne gruppe fra den spæde start, har man nok haft svært ved at forudse, hvad de en dag ville opnå.
Hrabiny er en gruppe piger som slog sig sammen i 2013 for at spille softball. De har alle forskelllige baggrunde og gruppen inkluderer b.la. en kæledyrspsykolog, en oberstløjtnant, en programmør og en radioreporter - i dag er der omkring 20 spillere i det hele.
På trods af deres ædle navn, (Hrabiny betyder "grevinder" på polsk), har de aldrig været bange for at gå til den og blive lidt beskidte – de har f.eks. selv sået og vedligeholdt deres bane. Alle de blå mærker, forvredne fingre og smadrede tænder, som er hverdagskost når man spiller softball, skriger heller ikke ligefrem ”adelighed”. En softball kan rent faktisk nå en fart på op til 100 km/h!
Team Hrabiny
Men deres entusiame, hårde arbejde og stolthed fortjener i høj grad at blive hyldet. Holdet har nu formået at komme i den øverste liga, selvom pigerne fra Wrocław i starten fik klø af mere erfarne hold. I deres første sæson vandt de ikke én eneste kamp. De lærte dog hurtigt af deres tidlige fiaskoer og slog endelig igennem i 2016, hvor de vandt deres første polske mesterskab. Sæsonen efter vandt holdet dobbelt op – det polske mesterskab og det polske cup. Denne succes gjorde, at de endte med at repræsentere deres land ved de europæiske mesterskaber.
Hrabiny vandt Polens hjerte takket være deres udholdenhed, hårde arbejde og opfindsomhed. De gjorde alting selv: de samlede finansiering fra deres egene ressourcer, events og kollektioner og så førte de alt deres indkomst tilbage i udviklingen og promoveringen af softball i Polen.
Ultramaratonløb
Izabella
"Jeg kan godt lide at løbe: langdistanceløb. Men det er der mange mennesker der gør", siger Izabella om sin passion. Men det er ret beskedent når man tager hendes præstationer i betragtning: Iza har allerede løbet så mange bjergmaratons, at hun har en liste, hvor hun sætter hendes løb i system. Det længste løb på hendes liste er Łemkowyna Ultra-trail på 150 km, det "smukkeste og mest bjergfyldte" er Matterhorn Ultraks og det "mest specielle" er The Ladakh Marathon. Skal man deltage i det sidste kræver det mange dage med akklimatisering, da det starter 3500 m over Jorden! Det mest imponerende er, at Izabellas resultater kun overgås af professionelle atleter. Og i modsætning til de professionelle tilbringer Iza otte timer af sin dag bag et skrivebord på et kontor.
Man kan derfor roligt sige, at hun er stor fan af bjergene. Iza kan også prale af at have været på ekspeditioner til Aconcagua, Marokko, Thailand og Vietnam samt andre eksotiske steder. Men Himalaya er stadig hendes favorit og hun er altid glad for at vende tilbage. Hun nyder freden, den uspolerede natur og de venlige mennesker. Iza har også delt sin passion og kærlighed til ultramaratonløb i adskillige tekstudgivelser. Hun har også et særligt talent for at fange øjeblikket og hun dokumenterer sine oplevelser i form af fantastiske billeder.
MTB
Energiske Maja kan ofte blive set løbetræne i sin lokale skov eller cykle på sporerne i nærheden. Sidstnævnte vækker et slags uhyre i hende – “the downhill beast”. Hun husker med et grin tilbage på hvor svært det var i starten. Hendes introduktion til enduro var ret intens – hun mistede næsten sin tand, punkterede på det ene dæk og måtte trække cyklen resten af ruten. Efter den oplevelse besluttede hun sig for at modtage en omgang undervisning, så hun kunne få lidt erfaring og ændre nogle dårlige vaner – det endte dog med, at hun slog sig selv bevidstløs, da hun skulle lande efter et spring.
Men selv det uheld afskrækkede hende heller ikke og hun cykler stadig rundt på sporerne. Flow trails er bare opvarmning for hende: hun foretrækker de spor, hvor hun skal tage hurtige beslutninger.
Hendes mål er at deltage i en serie af enduro konkurrencer næste år.
Maja
Joanna
På de samme spor kan du møde en af Majas venner fra samme by – Joanna – som beskedent fortæller, at hun ”cykler en del rundt i bjergene”. Selvom hun arbejder og samtidig er mor til to, er hun ikke en slave af sin daglige rutine og hun holder sig ikke hjemme i weekenderne, ikke engang om vinteren! For Joanna er hverken vejret eller det at have børn en undskyldning for ikke at cykle.
Joanna viser sin kærlighed for cykling ved at deltage i enduro konkurrencer og dele sine eventyr på sin blog "Motherbiker". Hun forklarer: "At få børn betyder ikke, at man skal lægge låg på sine drømme. Du kan få dine drømme til at gå i opfyldelse lige meget hvor gammel du er.” Hendes blog består primært af indhold omkring hendes ture på cykel – både med og uden børnene.
Hele Joannas familie er blevet bidt af en gal cyklist og hendes sønner (på otte og elleve år) udvikler deres evner på cyklen sammen med begge deres forældre og på træningskurser sammen med andre børn. For at hjælpe børnene op ad bakke, bugserer Joanna og hendes mand drengene med et fleksibelt reb importeret fra USA. Det er ekstremt let og lavet af militært bungee reb som normalt bruges til at bugsere fly der lander på hangarskibe. Rebet har i høj grad forlænget familiens cykelture, fordi de allesammen nu kan cykle meget længere.
Maja og Joanna støtter det lokale MTB-fællesskab. De er medlemmer af en cykelforening og har også for nyligt ansøgt om tilladelse til at anlægge et pump track (et BMX racetrack) i deres by.
Cykeltouring
Cecile har gang i så meget, at man næsten skulle tro der var tale om flere personer. Hun underviser børn i musik, matematik og stavning; hun laver keramik og gror sine egne grønsager; hun spiller musik. Hun har også altid nydt at tilbringe tid udendørs og at vandre med sine børn og hund. Men for otte år siden begyndte hun at have problemer med at gå. Grunden var medfødt hoftedysplasi hvilket resulterede i en ny hofte. Operationen betød, at Cecile desværre måtte glemme alt om lange gåture. Det var dog i dette øjeblik, at hun kom i tanke om sin gamle ven: cyklen! Som teenager cyklede hun til gymnasiet hver dag og hendes første ferie var en cykelferie. Hun er trods alt hollænder. Heldigvis tillod hendes hofte at hun skiftede vandreskoene ud med cyklen.
Cecile
Med tiden er Ceciles cykelture blevet længere og længere. I 2016 besluttede hun sig for at bruge 11 uger på at cykle gennem Europa. Tre af ugerne cyklede hun sammen med sin søn, før hun fortsatte alene (omend med sin hund i en trailer ved siden af). Hendes næste omfattende tur fandt sted i 2018: fire og en halv måned gennem Italien og Balkan, en bus til Berlin, videre på cyklen til Danmark og så tilbage til Holland. Cecile indrømmer at det kan være hårdt, især i bjernene, og at hun nogle gange bliver en smule ensom. Men hun elsker friheden, de smukke landskaber og de venlige folk hun møder på vejen. Hun elsker i det hele taget oplevelsen af at pakke sit liv ned i to sidetasker og alle de forskellige oplevelser – både de gode og de dårlige - man får med på vejen.
Cecile har netop nu taget hul på sit næste eventyr: hun er på vej til Centralasien hvor hun skal cykle rundt i syv måneder. Hendes mål er til slut at nå Pamir Highway. Og ligesom på alle sine andre ture, er hendes loyale følgesvend taget med hende: ukelelen.