Hold på teltet med teltpløkker
Medmindre de har en campingvogn med, så er det første alle campister gør, når de ankommer til en campingplads, at slå teltet op. Det kan være svært nok i sig selv, især hvis man har et telt af ældre dato, for eksempel et af de engang så populære ”villatelte”. Øgenavnet fik telte af denne type, fordi de i grove træk var indrettet som en mindre villa med entre, køkkenafdeling og indtil flere separate sovekabiner. Et villatelt var stort og tungt, og kørte man i en almindelig personbil, så fyldte teltet alene det meste af bagagerummet. Konstruktionen var kompliceret, for først skulle det store skelet af metalstænger rejses, og det kunne godt medføre lidt mundhuggeri i familien, og alle fik som regel sat rørene forkert sammen på et eller andet tidspunkt. Men når det endelig var lykkedes, så skulle selve teltet hænges op over stativet og til sidst fastgøres med teltpløkker.
De rette teltpløkker er alfa og omega
Det værste der så derefter kunne ske var, at det blæste kraftigt op, og vinden fik fat i både oversejl og indertelt – og det hele blæste væk, mens stativet kollapsede – og så kunne man starte forfra. Bare fordi man ikke havde brugt de rigtige teltpløkker. De skulle måske have været meget længere, fordi det var en meget sandet jord, de skulle have været mere solide, så de kunne bankes godt ned i en hård undergrund, de skulle have været såkaldte stormpløkker og så videre. Mange har sikkert også oplevet at være kommet frem til en campingplads sydpå sent om aftenen – bare for at opdage, at man havde glemt sine teltpløkker derhjemme! Så må man ud og finde nogle egnede grene, som man kan snitte til med en dolk, men ærlig talt – det bliver altså aldrig de bedste og mest solide teltpløkker.
Tag et udvalg af teltpløkker med
Hvis campingturen går til hidtil ukendt land, så ved man aldrig, hvad de forskellige campingpladser byder på af undergrund, og så er det bedre at være velforberedt end at skulle starte forfra flere gange. Derfor er det en god idé at have et udvalg af forskellige teltpløkker med, for de findes til stort set alle former for undergrund – sandet, klippe, leret, stenet etc. De findes som lange spyd, som et såkaldt jordanker, som minder om en proptrækker, som man borer ned i jorden, som stormpløkker og meget mere.